eso1409da — Pressemeddelelse
VLT ser den hidtil største gule hyperkæmpestjerne
12. marts 2014: ESOs Very Large Telescope Interferometer har afsløret den hidtil største gule stjerne – og en af de ti største stjerner, der til dato er opdaget. Målingerne viser at denne hyperkæmpestjerne har en diameter, der er 1300 gange større end Solens, og at den er det største medlem af et dobbeltstjernesystem. Den anden stjerne er så tæt på, at den er i kontakt med den store stjerne. Stjernen er blevet observeret i over 60 år, også af amatører, og disse ældre observationer peger på, at dette usædvanlige og sjældne objekt ændrer sig hurtigt og er blevet fanget i en meget kort fase i sit liv.