eso1605da — Pressemeddelelse
Ung stjernes korte øjeblik i rampelyset
10. februar 2016: En nydannet stjerne oplyser de kosmiske skyer omkring sig i dette nye billede fra ESOs La Silla-observatorium i Chile. Det er støvpartikler i den enorme sky omkring stjernen HD 97300, som spreder lyset fra stjernen, ligesom en billygte, som skinner igennem tåge. Den effekt danner reflektionstågen IC 2631. Selvom det er HD97300, som er i rampelyset lige nu, er det lige netop det omgivende støv, som vil bevirke, at denne stjernes korte berømmelse fuser ud, for i støvet dannes der nye stjerner, som i fremtiden vil overstråle den, vi ser nu.