Pressemeddelelse

Elliptisk Elegance

8. august 2018

En glimtende mængde galakser fylder dette rige billede, som er optaget med ESOs VLT Survey Teleskop - et moderne 2,6m teleskop, som er bygget til at foretage oversigtsobservationer af himlen i synligt lys. Variationerne i de mange galakser, som her er strøet hen over billedet gør det muligt for astronomerne at udforske de finere detaljer i galaksernes struktur.

ESOs Very Large Telescope (VLT) kan observere meget svage astronomiske objekter i stor detalje, men når astronomerne vil forstå mere om årsagen til den store variation i galaksernes udseende, må de bruge en anden type teleskop med et meget større synsfelt. VLT Survey Telescope (VST) er netop et sådant teleskop. Det er bygget til at udforske store områder på samme tid af den uberørte chilenske nattehimmel, så astronomerne får astronomers detailerede oversigter på den sydlige himmelhalvkugle.

VSTs stærke faciliteter er brugt af et internationalt hold forskere til at gennemføre et sådant oversigtsarbejde med titlen VEGAS (VST Early-type GAlaxy Survey)[1], hvor en samling elliptiske galakser er studeret[2]. Med den følsomme OmegaCAM detektor monteret på VST[3] har en forskergruppe ledet af Marilena Spavone fra INAF- Astronomical Observatory of Capodimonte i Napoli i Italien taget en række billeder af et bredt udsnit af den slags galakser i forskellige omgivelser.

En af disse galakser er NGC 5018; den mælkehvide galakse tæt på midten i dette billede. Den ligger i stjernebilledet Jomfruen, og ved et første kig ligner den nok blot en diffus klat. Men ved nærmere eftersyn ser man, at en tynd strøm af stjerner og gas - en tidevandshale strækker sig bort fra denne elliptiske galakse. Den slags svagt synlige detaljer ved galakserne; tidevandshaler og stjernestrømme er tegn på, at der er sket vekselvirkninger galakserne imellem, og de fortæller vigtige detaljer om galaksernes struktur og udvikling.

Ud over de mange elliptiske (og enkelte spiral-) galakser i dette bemærkelsesværdige billede på 400 megapixel, ser man en farverig mængde forgrundsstjerner, som hører til i vores egen galakse Mælkevejen. Det er ikke dem, som for eksempel den klart blå stjerne HD 4746, som er hovedpersonerne i billedet her. De ligger blot i den samme retning i rummet, imellem Jorden og de meget fjernere galakser. Der er også flere, men ikke så klart synlige spor på billedet. Det er lyssporene fra asteroider i vores eget Solsystem. Lige under NGC 5018 er der et svagt spor efter asteroiden 2001TJ21(110423). Den er kommet med ved flere efterfølgende observationer, fordi den har flyttet sig på himlen over tid. Længere til højre er der spor efter en anden asteroide; 2000 WU69 (98603).

Så selvom astronomerne havde til hensigt at undersøge fine detaljer ved fjerne galakser millioner af lysår fra Jorden, så indfangede de altså tillige billeder af nære stjerner hundredevis af lysår væk, og svage spor efter asteroider blot lysminutter borte i vores Solsystem. De følsomme ESO teleskoper giver os spændende observationer af nære objekter, også når vi prøver at studere de fjerneste egne af Verdensrummet.

Noter

[1] VEGAS er et oversigtsarbejde i flere bølgelængdeområder, som går ned til svage lysstyrker, for at finde tidlige galakser. Arbejdet udføres med VLT Survey Telescope (VST), og det ledes af Enrichetta Iodice fra INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte i Napoli, Italien.

[2] Elliptiske galakser kaldes også tidlige galakser - ikke på grund af deres alder, men fordi man en gang troede, at de udviklede sig til de mere almindelige spiralgalakser. Det véd vi idag ikke passer. Tidlige galakser har en afrundet ellipsoid facon, og de mangler almindeligvis gas, og har ingen aktiv stjernedannelse. Den forvirrende mængde af forskellige galakseformer og -typer klassificeres i Hubblesekvensen.

[3] OmegaCAM er et meget følsomt kamera, som består af 32 individuelle CCD'er (charge coupled devices,), og det tager billeder bestående af 256 millioner pixler - 16 gange flere end ESA/NASA Hubble Space Telescopes Advanced Camera for Surveys (ACS). OmegaCAM er designet og bygget af et konsortium, hvor blandt andre institutioner i Nederlandene, Tyskland og Italien har bidraget, og hvor ESO også har været en væsentlig bidragyder.

Mere information

Forskerresulaterne her offentliggøres i en artikel med titlen “VEGAS: A VST Early-type GAlaxy Survey. III. Mapping the galaxy structure, interactions and intragroup light in the NGC 5018 group” af Marilena Spavone et al., i tidsskriftet Astrophysical Journal.

Forskerholdet består af Marilena Spavone (INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte, Naples, Italien), Enrichetta Iodice (INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte, Naples, Italien), Massimo Capaccioli (University of Naples, Naples, Italien), Daniela Bettoni (INAF-Astronomical Observatory of Padova, Italien), Roberto Rampazzo (INAF-Astronomical Observatory of Padova, Italien), Noah Brosch (The Wise Observatory and School of Physics and Astronomy Tel Aviv University, Israel), Michele Cantiello (INAF-Astronomical Observatory of Teramo, Italien), Nicola R. Napolitano (INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte, Naples, Italien), Luca Limatola (INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte, Naples, Italien), Aniello Grado (INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte, Naples, Italien), Pietro Schipani (INAF-Astronomical Observatory of Capodimonte, Naples, Italien).

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Kontakter

Marilena Spavone
INAF – Osservatorio Astronomico di Capodimonte
Napoli, Italy
Tel: +39 081 5575602
E-mail: marilena.spavone@oacn.inaf.it

Mariya Lyubenova
ESO Outreach Astronomer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6188
E-mail: mlyubeno@eso.org

Calum Turner
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
E-mail: pio@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1827 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1827da
Navn:NGC 5018
Type:Early Universe : Galaxy : Type : Elliptical
Facility:VLT Survey Telescope
Instruments:OmegaCAM
Science data:2018ApJ...864..149S

Billeder

Elliptisk Elegance
Elliptisk Elegance
Himlen omkring NGC 5018 med tekstmarkeringer
Himlen omkring NGC 5018 med tekstmarkeringer
Vidvinkeloptagelse af omgivelserne omkring NGC 5018
Vidvinkeloptagelse af omgivelserne omkring NGC 5018
NGC 5018 i stjernebilledet Virgo
NGC 5018 i stjernebilledet Virgo
Digitized Sky Survey billeder med NGC 5018 i stjernebilledet Virgo
Digitized Sky Survey billeder med NGC 5018 i stjernebilledet Virgo

Videoer

ESOcast 174 Light: Elliptisk Elegance (4K UHD)
ESOcast 174 Light: Elliptisk Elegance (4K UHD)
Zoom ind på NGC 5018
Zoom ind på NGC 5018
Panorama over NGC 5018 og dens nabolag
Panorama over NGC 5018 og dens nabolag