Pressemeddelelse

Vi afslører galaktiske hemmeligheder

25. oktober 2017

Galakserne slås om opmærksomheden i dette enorme billede af Fornax galaksehoben. Nogle er blot en lille lysprik, mens andre dominerer i forgrunden. En af dem er den linseformede galakse NGC 1316. Dens turbulente fortid har efterladt sig fine mønstre af buer, ringe og kredse, og den har været genstand for mange studier i tidens løb. Nu har astronomerne brugt VLT Surveyteleskopet til at fotografere galaksen med flere detaljer, end det før er gjort. I det meget dybe billede dukker der så et mylder af svage objekter op, sammen med et svagt lys, som breder sig i hele hoben.

Fornaxhoben er en af de rigeste og nærmeste galaksehobe udenfor Mælkevejen. Billedet her på 2,3 gigapixels er et af de største, som ESO nogensinde har publiceret. Det er optaget på ESOs  Paranalobservatorium i Chile med VLT Survey Teleskopet (VST), som giver fantastiske muligheder for at studere himlen over forholdsvis store arealer, og studere galaksehobenes inderste hemmeligheder.

NGC 1316 er måske det mest fascinerende medlem af galaksehoben. Det er en galakse, som har haft en meget oplevelsesrig historie. Den er dannet ved sammensmeltningen af flere mindre galakser. Det ser man i dens struktur, hvor de varierende tyngdekraftspåvirkninger i galaksens eventyrlige fortid har skabt vrid i dens linseformede facon, som stadig kan ses[1]. Der er store bølger, ringe og buer at finde i de stjernerige ydre dele - noget, som først blev observeret i 1970'erne. Nutidens astronomer studerer stadig detaljerne intenst med den nyeste teknologi for at forstå de finere detaljer i NGC 1316s strukturer ved en kombination af observationer og teoretiske modeller.

De sammenstød, som har dannet NGC 1316, har medført at galaksen har fået tilført gasser, som leverer brændstof til det eksotiske objekt i centeret; et supertungt sort hul, som vejer omkring 150 millioner gange mere end Solen. Det sorte hul guffer til stadighed stof i sig fra omgivelserne, og skaber i den proces enormt energirige jets af partikler med høj energi. Det bevirker så, at man i radiobølgeområderne kan se de karakteristiske ringe af strålingsområder - noget, som gør NGC 1316 til himlens fjerdekraftigste radiokilde.

I NGC 1316 er der desuden intil nu observeret fire type Ia supernovae, som for astronomerne er astrofysiske hændelser af afgørende betydning. Type Ia supernovaer har en meget klart defineret lysstyrke[2], og derfor kan de bruges som afstandsmål til galaksen - bestemt til 60 millioner lysår. Disse forskellige "standardlamper" er noget, som astronomerne aktive søger efter, for de er rigtig gode til at give målinger af afstande til fjerne objekter. Faktisk er det den type objekter, som er blevet brugt, da man gjorde den helt afgørende opdagelse, at Universet udvider sig med stadigt større hastighed. Det var en gruppe astronomer under ledelse af danskeren Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen, som i 1988 foretog de første observationer af den den gang fjerneste observerede type Ia supernova. Det skete med det danske 1,54 m teleskop op La Silla observatoriet i Chile, og de observationer førte senere til erkendelsen af Universets accelleration, og nobelprisen i 2011 til astronomerne Riess, Schmidt og Perlmutter.

Billedet her er taget med VST på ESOs Paranalobservatorium som en del af projektet Fornax Deep Survey, hvor hensigten er at foretage overbliksobservationer af Fornaxhoben i dybden og i flere bølgelængder. Forskerholdet ledes af Enrichetta Iodice (INAF - Osservatorio di Capodimonte, Napoli, Italien). De har tidligere observeret området med VST, og fundet en svag lysbro imellem NGC 1399 og den mindre galakse NGC 1387 (eso1612). VST er specielt udstyret til at foretage observationer af himlen i store områder ad gangen. Teleskopet har et meget stort korrigeret synsfelt og et 256-megapixelkamera, OmegaCAM. Med det kan VST give dybe billeder af store områder hurtigt, så de meget større teleskoper, som for eksempel ESOs Very Large Telescope (VLT) kan reserveret til at studere detaljerne i de enkelte objekter.

Noter

[1] Linseformede eller "lentikulære" galakser er en mellemform imellem de diffuse elliptiske galakser og de bedre kendte spiralgalakser som for eksempel Mælkevejen.

[2] Type Ia Supernovaer opstår når en hvid dværgstjerne i et dobbeltstjernesystem langsomt overtager stof fra sin ledsagerstjerne, indtil den når en grænse, hvor der udløses kernefusion i kulstof. I løbet af meget kort tid (minutter) startes en kædereaktion, som til slut ender i en den enorme frigivelse af energi, som en supernovaeksplosion er. Supernovaen starter altid ved en helt bestemt masse for den hvide dværg; det som kaldes Chandrasekhars grænse, og eksplosionen er næsten ens hver gang. Det, at type Ia supernovaer er så ens gør, at astronomerne kan bruge de voldsomme hændelser til at måle afstande også meget langt borte.

Mere information

Forskningsresultatet her er publiceret i en artikel med titlen “The Fornax Deep Survey with VST. II. Fornax A: A Two-phase Assembly Caught in the Act”, af E. Iodice et al., i Astrophysical Journal.

Forskerholdet består af E. Iodice (INAF – Astronomical Observatory of Capodimonte, Italien), M. Spavone (Astronomical Observatory of Capodimonte, Italien), M. Capaccioli (University of Naples, Italien), R. F. Peletier (Kapteyn Astronomical Institute, University of Groningen, Nederlandene), T. Richtler (Universidad de Concepción, Chile), M. Hilker (ESO, Garching, Tyskland), S. Mieske (ESO, Chile), L. Limatola (INAF – Astronomical Observatory of Capodimonte, Italien), A. Grado (INAF – Astronomical Observatory of Capodimonte, Italien), N.R. Napolitano (INAF – Astronomical Observatory of Capodimonte, Italien), M. Cantiello (INAF – Astronomical Observatory of Teramo, Italien), R. D’Abrusco (Smithsonian Astrophysical Observatory/Chandra X-ray Center, USA), M. Paolillo (University of Naples, Italien), A. Venhola (University of Oulu, Finland), T. Lisker (Zentrum für Astronomie der Universität Heidelberg, Tyskland), G. Van de Ven (Max Planck Institute for Astronomy, Tyskland), J. Falcon-Barroso (Instituto de Astrofísica de Canarias, Spanien) and P. Schipani (Astronomical Observatory of Capodimonte, Italien).

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

• Originalartiklen
• Billeder af VLT Survey Telescope

Kontakter

Enrichetta Iodice
INAF – Osservatorio Astronomico di Capodimonte
Napoli, Italy
Tel: +39 0815575546
E-mail: iodice@na.astro.it

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1734 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.