Pressemeddelelse
De første billeder fra VLT Survey Telescope
VST og OmegaCAM på 268 megapixel går i gang med arbejdet.
8. juni 2011
VLT Survey Telescope (VST) er det seneste skud på stammen på ESO’s Paranal-observatorium og nu er VST’s første billeder af den sydlige himmel blevet offentliggjort. VST er et avanceret 2,6 meter teleskop, hvis hjerte er et enormt kamera på 268 megapixel, OmegaCAM, der er designet til at kortlægge himlen både hurtigt og med en meget fin billedkvalitet. Det er et teleskop til synligt lys, der perfekt supplerer ESO’s infrarøde kortlægningsteleskop, VISTA. Nye billeder af Omegatågen og kuglehoben Omega Centauri viser, hvad VST kan præstere.
Et nyt teleskop og et nyt kamera
VLT Survey Telescope (VST) er det nyeste teleskop på ESO’s Paranal-observatorium i Atacama-ørkenen i det nordlige Chile. Det er placeret i en bygning i umiddelbar nærhed af de fire VLT-enhedsteleskoper på toppen af bjerget Cerro Paranal under den uforstyrrede himmel over et af de bedste observationssteder på Jorden. VST er et vidvinkel-kortlægningsteleskop med et synsfelt dobbelt så bredt som fuldmånen. Det er det største teleskop i verden, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt lys. Over de næste år vil VST og dets kamera OmegaCAM lave adskillige meget detaljerede kortlægninger af den sydlige himmel. Alle kortlægningsdata vil blive offentliggjort.
”Jeg er meget glad for at se de første imponerende billeder fra VST og OmegaCAM. Den unikke kombination af VST og det infrarøde kortlægningsteleskop VISTA giver mulighed for at identificere mange interessante objekter, der siden kan studeres på nærmere hold af VLT’s kraftfulde teleskoper,” siger ESO’s generaldirektør, Tim de Zeeuw.
”VST-projektet har overvundet mange vanskeligheder, men nu betaler teleskopet sin gæld. Med sin fantastiske billedkvalitet vil det indfri astronomernes forventninger og honorere indsatsen fra de mange mennesker ved INAF, der har været involverede i konstruktionen af teleskopet. Jeg er meget glad for at se VST i aktion,” tilføjer Tommaso Maccaraco, formand for Italian National Institute for Astrophysics (INAF).
VST-programmet er et samarbejde mellem INAF-Osservatorio Astronomico di Capodimonte i Napoli, Italien [1], og ESO. INAF har designet og bygget teleskopet i samarbejde med den førende industri i Italien, og ESO er ansvarlig for bygningen og ingeniørarbejdet på stedet. VST’s kamera OmegaCAM er designet og bygget af et konsortium, der omfatter institutter i Holland, Tyskland og Italien [2] med store bidrag fra ESO. Den nye facilitet vil blive drevet af ESO, der også vil arkivere og distribuere data fra teleskopet.
VST er et avanceret 2,6 meter teleskop med et aktivt optiksystem, så spejlene til enhver tid har den perfekte position. I kernen af teleskopet bag store linser, der sikrer den bedst mulige billedkvalitet [3], befinder det 770 kilo tunge kamera OmegaCAM sig. Kameraet er bygget op omkring 32 CCD-detektorer [4], der er forseglet i vakuum, som til sammen skaber 268 megapixel-billeder [5].
De første billeder
Både teleskopet og kameraet er designet til fuldt ud at kunne udnytte den høje kvalitet af himlen over Paranal.
”De storslåede billeder, der nu kommer fra VST og OmegaCAM, er en hyldest til det hårde arbejde, som mange grupper rundt omkring i Europa har udført i mange år. Vi ser nu frem til en rig høst af videnskab og uventede opdagelser fra VST’s kortlægninger,” tilføjer Massimo Capaccioli, der er videnskabelig leder af VST-projektet.
Det første af de offentliggjorte billeder viser det spektakulære stjernedannende område Messier 17, som det aldrig er set før. Messier 17 er også kendt som Omegatågen eller Svanetågen. Dette dramatiske område, der består af gas, støv og varme, unge stjerner, befinder sig i hjertet af Mælkevejen i stjernebilledet Sagittarius (på dansk Skytten). VST’s synsfelt er så stort, at hele stjernetågen med dens lyssvage ydre dele er indfanget – samtidig med, at der er en enestående skarphed hen over hele billedet.
Det andet af de offentliggjorte billeder er muligvis det bedste portræt af den kugleformede stjernehob Omega Centauri, der nogensinde er lavet. Omega Centauri er den største kuglehob på himlen, men det meget store synsfelt på VST og OmegaCAM kan opfange selv de lyssvage ydre områder i dette spektakulære objekt. Dette billede, der indeholder omkring 300.000 stjerner, demonstrerer VST’s fortræffelige opløsning.
Kortlægningerne
VST skal lave tre offentlige kortlægninger over de næste fem år [6]. KIDS-kortlægningen skal se på adskillige områder på himlen væk fra Mælkevejens bånd. Det vil fremme studierne af mørkt stof, mørk energi og galakse-udvikling samt finde mange nye galaksehobe og kvasarer ved høj rødforskydning. VST’s ATLAS-kortlægning skal dække et større område af himlen og fokusere på at forstå mørk energi og støtte mere detaljerede undersøgelser, der laves af VLT og andre teleskoper. Den tredje kortlægning, VPHAS+, skal se på Mælkevejens centrale plan for at kortlægge vores galakses skive og dens stjernedannelses-historie. VPHAS+ vil give et katalog på omkring 500 millioner objekter og vil opdage mange nye eksempler på usædvanlige stjerner på alle trin i deres udvikling.
OmegaCAM vil levere en stor mængde data. Der vil blive produceret omkring 30 terabytes rådata om året, som vil strømme tilbage til datacentre i Europa og blive efterbehandlet [7]. Et nyt og sofistikeret software-system er blevet udviklet i Groningen og Napoli til at håndtere den meget store datastrøm. Slutproduktet af efterbehandlingen vil være en enorm liste, såvel som billeder, af opdagede objekter, der vil blive gjort tilgængelige for astronomer over hele verden til videnskabelig analyse.
”Kombinationen af et stort synsfelt, fortræffelig billedkvalitet og en meget effektiv driftsplan på VST vil producere en enorm informationsrigdom, der vil udvikle mange områder af astrofysikken,” afslutter Konrad Kuijken, lederen af OmegaCAM-konsortiet.
Noter
[1] VST er designet ved det astronomiske observatorium INAF ved Capodimonte i Napoli. Alle dele bortset fra hovedoptikken, der er leveret af det russiske firma LZOS, er lavet af italienske virksomheder. INAF har stået for konstruktionen og sikret montagen på Paranal-observatoriet. Arbejdet blev udført med bidrag fra projektleder G. de Paris og AIV-leder D. Fierro, som er medlemmer af INAF Department of National Projects i Monte Mario i Rom, Italien. Projektlederen i den nuværende overdragelsesfase er P. Schipani fra INAF-Capodimonte Observatory. Han var tidligere projektingeniør på VST og leder af et hold, der hovedsageligt består af folk fra observatorierne i Napoli og Padua. Software-systemet VST-Tube, som skal behandle data i Napoli, er udviklet af A. Grado.
[2] OmegaCAM-konsortiet omfatter institutter i Holland (NOVA, i særdeleshed Kapteyn Institute/OmegaCEN Groningen og Leiden Observatory), Tyskland (i særdeleshed universitetsobservatorierne i München, Göttingen og Bonn) og Italien (INAF, i særdeleshed observatorierne i Padua og Napoli). ESO’s Optical Detector Team stiller detektorsystemet til rådighed. OmegaCam-projektet bliver ledet af K. Kuijken (universiteterne i Groningen og Leiden) sammen med R. Bender (UDM/MPE i München) og E. Cappellaro (INAF, Osservatorio Astronomico di Padova), projektledelse bliver forestået af B. Muschielok og R. Häfner (universitetsobservatoriet ved Ludwig-Maximilians University i München), og databehandlingssystemet, Astro-WISE, er udviklet af OmegaCEN-NOVA under ledelse af E.A. Valentijn (Groningen).
[3] Teleskopoptikken indeholder også korrektion for spredningen fra Jordens atmosfære.
[4] Kameraet indeholder også ekstra CCD-detektorer, der samarbejder med de systemer, der hjælper teleskopet med at fastholde det objekt, der observeres samt den aktive optik, som styrer spejlenes position.
[5] For at bestemme farven af objekterne på himlen kan forskellige glasfiltre i meget stor størrelse skydes automatisk ind foran detektorerne. Hvert filter er mere end 30 cm på hver led og de fleste har særlige belægninger, der sikrer, at meget lidt lys går tabt. Der er også en meget stor lukkemekanisme, der består af to blade, der kan bruges til at blokere for lyset, mens detektorerne bliver læst ud.
[6] Flere detaljer om VST’s offentlige kortlægninger er tilgængelige her.
[7] VST/OmegaCAM-kortlægningerne vil gøre brug af en ny, dedikeret, hurtig interkontinental dataforbindelse mellem Paranal og Europa, der er oprettet med støtte fra Den Europæiske Union (se eso1043).
Mere information
ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.
Links
Kontakter
Prof. Massimo Capaccioli
University of Naples Federico II and INAF-Capodimonte Astronomical Observatory
Naples, Italy
Tel: +39 081 557 5601
Mobil: +39 335 677 6940
E-mail: capaccioli@na.infn.it
Prof. Koen Kuijken
Leiden Observatory
The Netherlands
Tel: +31 71 527 5848
E-mail: kuijken@strw.leidenuniv.nl
Prof. Edwin A. Valentijn
University of Groningen
The Netherlands
Tel: +31 50 363 4011/4036 (secretary)
Mobil: +31 6 482 76416
E-mail: valentyn@astro.rug.nl
Prof. Ralf Bender
University Observatory of the Ludwig-Maximilians-University Munich, and Max-Planck-Institute for Extraterrestrial Physics
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 2180 5999
E-mail: bender@usm.lmu.de
Richard Hook
ESO, La Silla, Paranal, E-ELT and Survey Telescopes Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org
Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk
og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org
Om pressemeddelelsen
Pressemeddelelse nr.: | eso1119da |
Navn: | Messier 17, Omega Nebula |
Type: | Milky Way : Nebula : Type : Star Formation |
Facility: | VLT Survey Telescope |
Instruments: | OmegaCAM |