eso1016da — Pressemeddelelse
Planet-teorier vendes på hovedet
13. april 2010: Opdagelsen af ni nye exoplaneter, der passerer ind foran deres stjerner, annonceres i dag på United Kingdom National Astronomy Meeting. Ved at kombinere disse nye resultater med tidligere observationer af exoplaneter, der passerer ind foran deres stjerner, har astronomer gjort en overraskende opdagelse. Seks ud af 27 exoplaneter har vist sig at være i kredsløb i den modsatte retning end deres stjernes rotation – det modsatte af, hvad der er tilfældet i vores eget Solsystem. De nye opdagelser udgør en uventet og alvorlig udfordring for de nuværende teorier om planetdannelse. De tyder også på, at planetsystemer med exoplaneter af den type, der er kendt som varme jupiterplaneter, sandsynligvis ikke indeholder jordlignenede planeter.