Himmelfalden

Et meteor oplyser nattehimlen over Paranal i Chiles ørken med et klart lysskær, som afslutning på meteoroidens rejse igennem Solsystemet. Vidner til hændelsen er tre Unit Teleskoper og et af hjælpeteleskoperne ved ESOs Very Large Telescope (VLT).

Meteorioder er partikler, mindre end asteroider, som vandrer igennem rummet. Når det kommer ind i Jordens atmosfære opvarmes de og fordamper på grund af gnidningen med luftens molekyler, og de efterlader et lysende spor på himlen - det, vi kalder et stjerneskud eller en meteor. Er der noget tilbage af meteoroiden, som ikke er fordampet, når det ned til jordoverfladen i form af en meteorit. Der er altså ikke tale om, at meteoroiden brænder op, som man ofte hører det forklaret.

Lyssporets farve viser os noget om den kemiske sammensætning af den meteoroide, som var årsagen. Grønt og gult lys viser, at der er henholdsvis magnesium og jern til stede. De udbredte røde skær hen over himlen udsendes af oxygen og nitrogen i Jordens atmosfære - det, som kaldes airglow.

ESOs VLT er Verdens mest avancerede optiske anlæg. Det består af fire Unit Teleskoper og fire flytbare hjælpeteleskoper (Auxiliary Telescopes). Alle 8 teleskoper kan kobles sammen til det, som kaldes Very Large Telescope Interferometer (VLTI), hvor lyset fra de enkelte teleskoper samles til eet billedet med en langt bedre opløsning end hvad de enkelte teleskoper kan levere. For det meste fungerer Unitteleskoperne som individuelle teleskoper, men de kan kobles til VLTI. Nogle enkelte eksempler på videnskabelige fremskridt, som VLT har leveret er det første billede af en exoplanet og observationer over tid af de enkelte stjerner, som kredser om det supertunge sorte hul i Mælkevejens centrum.