Et kig i krystalkuglen

Siden tidernes morgen har Universet inspireret til ærefrygt. I årtusinder har ældgamle civilisationer observeret himmelobjekterne for at mærke sig årstider og tid, for at spinde myter og historier, og for at finde orden i Verden omkring dem - og moderne stjernekiggere bliver på samme måde fænget og fanget af nattehimlens skønhed og forunderlighed.

Siden de aller første former for fotografi, har vi vendt kameralinser imod himlen i håb om at indfange den mørke himmels pragt, fyldt med myriader af lyspunkter. Men først i 1850 blev den første stjerne fanget ind med kameraet. I de følgende årtier blev der udviklet stadigt mere komplekse former for kameraudstyr, og billeder af himmelobjekter og -fænomener blev skabt ud fra lys fra et bredt udsnit af det elektromagnetiske spektrum; ikke blot det synlige lys. Det er blevet en hjørnesten i astronomien.

Det smukke billede her af Mælkevejens glitrende bånd set igennem en krystalkugle, og med milliarder af stjerner og sammenslyngede felter af gasser og støv giver os en fornemmelse af vores egen galakse; vort hjem. Det er optaget af ESOs Photo Ambassador Juan Carlos Muñoz-Mateos, og han håber med det at kunne "hjælpe andre til at fornemme, hvordan det føles at se nattehimlen fra et af de mørkeste og mest øde landskaber på Jorden" - Atacamaørkenen i Chile, som er hjemsted for ESOs Paranal Observatorium.