Månen går ned i solnedgangsskæret over Paranal
Dagens sidste lys over Paranalobservatoriet giver et smukt orange skær i horisonten. Lyset fra den nedgåede sol passerer igennem støvet i atmosfærens nederste lag og giver en perfekt ramme for denne uges billede.
Det er en langtidsoptagelse, hvor stjernerne trækker spor ned over himlen i takt med at Jorden drejer sig. Sporene ligner punkterede linier fordi billedet er sat sammen af en lang række enkeltoptagelser med en lille pause imellem. Det, at nogen af sporene har et lille hak, har ikke noget med himlen at gøre. Det skyldes, at kameraet er blevet rykket en smule undervejs.
I venstre side af billedet finder vi også Månens smalle segl; tilsyneladende på vej ned i Stillehavet. Billederne af Månen er ikke trukket ud, fordi de er en ekstra serie af meget korte optagelser.
Midt ned igennem billedet kommer et stjerneskud, og de blinkende lys fra diverse fly trækker vandrette spor igennem billedfeltet.
Billedet er taget af ESOs fotoambassadør Gabriel Brammer kort tid efter solnedgang den 5. januar 2011. Den gang arbejdede Gabriel som astronom ved La Silla og Paranal observatorierne, men nu er han ansat ved Space Telescope Science Institute i Maryland, USA. Han siger selv, at ugens billede stadig er et af hans favoritter, selvom det var en af de første natoptagelser, han foretog på Paranal.
Link:
Kilde:ESO/G. Brammer
Om billedet
Id: | potw1503a |
Sprog: | da |
Type: | Foto |
Udgivelsesdato: | 19. januar 2015 10:00 |
Størrelse: | 3008 x 2000 px |
Om objektet
Navn: | Cerro Paranal, Moon, Paranal |
Type: | Unspecified : Sky Phenomenon : Light Phenomenon : Sunrise-Sunset Unspecified : Sky Phenomenon : Night Sky : Trail |