VST fanger Gaia på vej til en milliard stjerner
Disse nye billeder fra ESOs Very Large Telescope Survey Telescope (VST) viser ESAs Gaia-rumfartøj i dets position omkring 1,5 million kilometer udenfor Jordens bane.
Satelliten blev opsendt torsdag den 19. december 2013 med det formål at opbygge et 3D-kort over vores galakse over de næste fem år. Kortlægningen af himlen har været en af menneskehedens store udfordringer siden tidernes morgen og Gaia vil bringe forståelsen af vores kosmiske nabolag op på et helt nyt niveau. Den vil måle positionerne og bevægelserne af omkring en milliard stjerner i vores galakse, så vi kan udforske Mælkevejens opbygning, dannelse og udvikling.
Disse nye observationer er resultatet af et tæt samarbejde mellem ESA og ESO for at følge rumfartøjet fra Jorden. Gaia er det mest nøjagtige astrometriske instrument, der nogensinde er bygget, men for at satellittens observationer kan anvendes, må den vide præcist hvor den befinder sig i universet. Den eneste vej til at bestemme rumfartøjets hastighed og position med meget stor præcision er daglige observationer af Gaia fra Jorden med teleskoper som ESOs VST i en kampagne kendt som Ground-Based Optical Tracking eller GBOT.
VST er et 'state-of-the-art' 2,6 meter-teleskop udstyret med OmegaCAM, der er et enormt 268-megapixel CCD-kamera med et synsfelt, som dækker et areal fire gange så stort som fuldmånens. VST har taget disse billeder med OmegaCAM den 23. januar 2014 med et interval på omkring 6,5 minutter. Gaia ses tydeligt som en lille plet, der bevæger sig i forhold til baggrunden af stjerner. Dens position er markeret med en rød cirkel. På disse billeder er rumfartøjet omkring et million gange svagere end de svageste objekter, der kan ses med det blotte øje.
Gaia er tidligere blevet observeret af VST i december 2013 kort tid efter opsendelsen. Gaia er et af de nærmeste objekter VST nogensinde har observeret. Den viste sig præcis på den forventede position og fremstår som et godt eksempel på et succesfuldt samarbejde mellem jord- og rumbaseret astronomi.
Links
Kilde:ESO
Om billedet
Id: | potw1407a |
Sprog: | da |
Type: | Observation |
Udgivelsesdato: | 17. februar 2014 10:00 |
Størrelse: | 1880 x 1019 px |
Om objektet
Navn: | Gaia |
Type: | Unspecified : Technology : Spacecraft |
Farver & filtre
Bånd | Teleskop |
---|---|
VLT Survey Telescope OmegaCAM |