Orion våger over ALMA
Orion, jægeren, står vagt over antennerne på Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), og lyser højt på den chilenske nattehimmel. Med sin karakteristiske timeglasform og de tre klare stjerner i Orions bælte i midten, er dette stjernebillede let genkendeligt. Dette billede, der er taget fra den sydlige halvkugle, viser Orions sværd over bæltet. Sværdet er hjemsted for et af de mest fantastiske objekter på himlen – Oriontågen – der ses som den midterste ”stjerne” i sværdet. Dens slørede tåge kan ses med det blotte øje under gode forhold.
De tre ALMA-antenner, der ses på dette billede, udgør kun en lille del af hele ALMA-anlægget, som i alt har 66 antenner. ALMA kombinerer signalerne fra sine antenner, som står adskilt med en afstand på op til 16 kilometer, for at danne et enkelt kæmpestort teleskop ved hjælp af en teknik kaldet interferometri. Selvom at byggeriet ikke forventes at være færdigt før i 2013, begyndte de første videnskabelige observationer med en del af antennerne allerede i slutningen af 2011.
I 5000 meters højde på Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge, i et af de tørreste områder i verden, er ALMA garanteret fremragende observationsforhold. Et højtliggende og tørt sted som Chajnantor er nødvendigt, fordi vanddamp og ilt i Jordens atmosfære absorberer meget lys ved de millimeter- og submillimeter-bølgelængder, som ALMA er designet til at observere.
På dette billede blev antennerne afprøvet ved ALMAs Operations Support Facility, der er placeret ved en lidt lavere højde på 2900 meter. Når antennerne er afprøvet og fuldt udstyret, bliver de transporteret op til Chajnantor-højsletten for at begynde deres arbejde.
Dette billede blev taget af Adrian Russell, som har tilføjet fotografiet til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen udvælger regelmæssigt de bedste billeder, som bliver præsenteret i vores populære serie med ugens billede eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESOs 50 års jubilæumsår, byder vi også dine historiske ESO-relaterede billeder velkomne.
ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.
Links
- Adrian Russells Flickr-billedstrøm
- Dette billede på Flickr
- ”Your ESO Pictures” Flickr-gruppe
- ”Your ESO Pictures”-annoncering
- Mere om ALMA hos ESO
- Joint ALMA Observatory
ESO/A. Russell
Om billedet
Id: | potw1233a |
Sprog: | da |
Type: | Foto |
Udgivelsesdato: | 13. august 2012 10:00 |
Størrelse: | 4288 x 2848 px |
Om objektet
Navn: | Atacama Large Millimeter/submillimeter Array |
Type: | Unspecified : Technology : Observatory : Telescope Unspecified : Sky Phenomenon : Night Sky |