Isspidser i måneskin på Chajnantor

Babak Tafreshi, en af ESO’s fotoambassadører, har fanget et interessant fænomen på Chajnantor-højsletten, hjemsted for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA).

Disse bizarre is- og sneformationer kaldes for isspidser (”penitentes” på spansk og ”penitents” på engelsk). De er badet i lyset fra Månen, der ses til højre i billedet. Til venstre, højere oppe på himlen, kan den Store og Lille Magellanske Sky anes, mens Carina-tågens rødlige glød ses tæt på horisonten yderst til venstre.

Isspidserne er naturlige vidundere, der ses i højtliggende områder, såsom her i de chilenske Andesbjerge, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge og knivskær af hærdet sne eller is, der ofte dannes i klynger med deres spidser pegende mod Solen. De kan være alt fra et par centimeter i højden, der ligner lavt græs, og helt op til fem meter, der giver fornemmelsen af en isskov midt i ørkenen.

De nøjagtige detaljer om den mekanisme, der danner isspidserne, er stadig ikke fuldt ud forstået. I mange år troede befolkningen i Andesbjergene, at isspidserne var et resultat af de kraftige vinde, der blæser her. Men de kraftige vinde har kun en begrænset rolle i udformningen af disse istinder. Det antages nu, at de er produktet af en kombination af fysiske fænomener.

Processen begynder med sollys, der skinner på sneoverfladen. På grund af de meget tørre forhold i disse ørkenområder, sublimerer isen snare end at smelte – den går fra fast form til gasform uden at smelte og blive til flydende vand først. Fordybninger i sneen fanger reflekteret lys, hvilket medfører mere sublimering og større fordybninger. I disse fordybninger kan øget temperatur og fugtighed føre til smeltning. Denne positive feedback accelererer væksten af isspidsernes karakteristiske struktur.

Disse isstatuer er opkaldt efter spidse hatte, der bærers af et broderskab kaldet nazarenos, der deltager i påskeoptog over hele verden. Det er ikke svært at forestille sig dem som en gruppe ismunke, der samles i måneskinnet.

Billedet blev taget fra vejkanten på vej op mod ALMA. Observatoriet, der startede de første videnskabelige observationer den 30. september 2011, vil i sidste ende bestå af 66 højpræcisions-antenner, der kan virke samlet som et enkelt kæmpestort teleskop.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA
• Mere om isspidser (Penitentes)
• ESO’s fotoambassadører