Ugens billede

17. juli 2017: Det, som astronomerne kalder brune dværge befinder sig i størrelse et sted imellem hvad vi kalder en planet og hvad vi kalder en stjerne. Det er kugler af gasarter, som vejer mere end en planet, men som ikke er tunge nok til at starte op opretholde stabil fusion af hydrogen i kernen, som stjernerne kan det. Brune dværge udsender næsten intet lys, og derfor blev de først opdaget i 1995, og indtil nu er langt de fleste af de brune dværge, vi kender indenfor 1500 lysår fra os. Nu har astronomer brugt det infrarøde kamera NACO med adaptiv optik på ESOs Very Large Telescope til at observere stjernehoben RCW 38 i stjernebilledet Vela (Sejlet), omkring 5500 lysår borte. Picture of the Week for denne gang viser den centrale del af hoben, og de indsatte billeder viser nogle af de kandidater til at være brune dværge, som er opdaget i hoben. ...

10. juli 2017: Her er himmeljægeren Orion, - et af de stjernebilleder, som er lettest at genkende, med bælte og sværd. Stjernebilledet står over det sovende teleskop Swedish-ESO Submillimetre Telescope (SEST) på ESOs La Silla Observatorium i Chile. Stjernegruppen befinder sit tæt ved himlens ækvatorr, så stjernebilledet er synligt fra begge Jordens halvkugler. Indenfor Orionområdet ser man de markante blå og lyserøde farver i Oriontågen, lige over de tre stjerner på linie, som udgør Orions Bælte. Inde i tågen dannes der lige nu hundredevis af nye stjerner. Med teleskoperne er der observeret adskillige stjerner, som er pakket trygt i tæpper af gas og støv. De bliver med tiden til protoplanetaryiske skiver, og måske til planetsystemer. I billedet ser man også det rødlige skær, som stjernerne f Betelgeuse og Aldebaran har. Det er begge røde kæmpestjerner i henholdsvis Orion og i Taurus (Tyren). Stjernerne finder man til venstre for teleskopparabolen. De danner en linie ...

3. juli 2017: Billedet er taget i den nordlige ende af den største saltslette i Chile, Salar de Atacama. Den ligger tæt ved byen San Pedro de Atacama, som er en meget populær turistby både for chilenere og internationale besøgende. Ved saltsletten ligger der to ens ferskvandssøger meget tæt sammen: Ojos del Salar, og det betyder 'Saltslettens Øjne'. Om dagen kommer her mange turister undervejs fra San Pedro. Her ser vi en af de to vandhuller i det udtørrede landskab i tusmørket, hvor der igen er stille og roligt. Vandspejlet reflekterer himlen i overgangen fra dag til nat. Skyerne i horisonten har stadig skær af orange fra solnedgangen, men til venstre dukker de første stjerner op. Stedet her er ikke langt fra Chajnantor højsletten, hvor Atacama Large Millimeter/Submillimeter Array (ALMA) befinder sig i 5000 meters højde. ALMA er et observatorium bestående af 66 parabolantenner. Atacamaørkenen er et ideelt sted for ALMA på grund ...

26. juni 2017: Den her orange klat er den nære stjerne Betelgeuse, som ALMA, Atacama Large Millimeter/submillimeter Array ser den. Det er første gang nogensinde, at ALMA har observeret overfladen af en stjerne, og selvom det er første gang, er det det billede med højest opløsning, som nogensinde er optaget af Betelgeuse. Betelgeuse er en af de største stjerner, vi kender. Den har en radius, som er omkring 1400 gange større end Solens målt i millimeter-bølgelængdeområdet. Afstanden er omkring 600 lysår, og ude i retning af stjernebilledet Orion lyser den røde superkæmpe klart, hvad der kun giver den mulighed for en kort eksistens. Stjernen er omkring otte millioner år gammel, men den er allerede tæt på at blive en supernova. Når det sker, bliver eksplosionen synlig fra Jorden, selv i klart dagslys. Stjernen er blevet observeret i mange andre bølgelængder; særligt i det visuelle, i infrarødt og i ultraviolet. Med ESOs Very Large ...

19. juni 2017: Området imellem Mars og Jupiter vrimler med klippeknolde, som vi kalder asteroider. Asteroidebæltet anslås at indeholde millioner af små himmellegemer og imellem 1,1 og 1,9 millioner større af slagsen, som er over en kiiometer i diameter. Småstumper af disse småplaneter falder ofte til Jorden som meteoritter. Interessant nok er 34% af alle de meteoritter, som vi finder på Jorden af én og samme type: H-chondrittter. Det er teorien, at alle disse stammer fra det samme oprindelige legeme, og en af de potentielle mistænkte er asteroiden 6 Hebe, som ses her på billedet. Den er omkring 186 kilometer i diameter, og den har navn efter den græske gudinde for ungdom. Hebe var den sjette asteroide, som blev opdaget. Billederne her er optaget i forbindelse med et projekt for at studere disse miniverdener med instrumentet SPHERE, som er monteret ved ESOs Very Large Telescope. Ideen var netop at finde ud af, om ...

12. juni 2017: Ugens billede viser Boomerangtågen, som er en protoplanetarisk tåge, og vi ser den som Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) kan vise den. Den lilla struktur i baggrunden er det, som ses i synligt lys med NASA/ESA Hubble Space Telescope. Det er den kendte klassiske facon med to modsat rettede buer og et meget lille centralområde. Med ALMA kan vi også se den kolde molekylgas, i orange farver, og her ser man tågens mere aflange facon. Tågen her har siden 2003 haft rekorden som det koldeste kendte objekt i Universet. Den er omkring 5000 lysår fra Jorden, og de menes, at den er dannet ud fra en stjernes omgivende stof i de senere faser af dens tilværelse, hvor den har opslugt en mindre ledsagestjerne. Det er muligt, at det er dette forløb, som er skyld i de ultrakolde udstrømninger, som vi ser oplyste af lyset fra den centrale døende stjerne. ALMA ...

5. juni 2017: I vore dage er det almindeligt at træffe på astronomer, som bruger ESOs observatorier rundt omkring i Chiles Atacamaørken, men de er på ingen måde de første beboere i området. Ørkenen er nu tør og uvenlig, men en gang var der meget mere regn, og der var en meget mere varieret bevoksning i området. Her har boet flere forskellige menneskelige kulturer i tidens løb. De første kendte er El Molle kulturen fra 700-800 efter Kristi fødsel. Senere kom Las Ánimas (800–1200) og Diaguita (1200-midt i 1400tallet). Senere i 1400-tallet, efter at Incaerne fra Peru erobrede området, blev den lokale kultur en blanding af Inca og Diaguita. Det varede så indtil den ødelæggende Spanske erobring i 1530-erne, som gjorde af med beboelserne i Atacama. Omkring ESOs La Sillaobservatorium kan man finde spor af denne fortid. Der er masser af klipper og store sten, som er udsmykket med tusindårgamle motiver - petroglypher ...

29. maj 2017: Som vagtposter står ESO 3.6-metre telescope og Coudé Auxiliary Telescope og vogter hjertet af vores galakse Mælkevejen i dette flotte billede i ultra high definition fra La Silla Observatoriet, i den sydlige del af den Chilenske Atacamaørken. Siden det blev indviet i 1976 har ESOs 3,6 meter teleskop gennemgået flere opgraderinger. En af den var installationen af et nyt sekundærspejl, som har bevirket, at teleskopet stadig er effektivt og produktivt. Siden 2008 har teleskopet været koblet sammen med HARPS spectrografen, som er den mest nøjagtige exoplanetjæger i Verden. HARPS, the High Accuracy Radial velocity Planet Searcher, er det instrument, som til dato har fundet flest af de lettere exoplaneter. 1,4 meter Coudé hjælpeteleskopet er nu taget ud af brug. Det befinder sig stadig i den mindre kuppel til højre for 3,6 meter teleskopets kuppel. Da CAT'en var i brug sendte den lyset fra stjernerne ind til det Coudé Echelle Spectrometer, ...

22. maj 2017: Fomalhaut er en af nattehimlens klareste stjerner. Den er omkring 25lysår væk, og det er jo forholdsvis tæt på, og den befinder sig i stjernebilledet Sydlige Fisk - Piscis Austrinus ganske lavt på sydhimlen om efteråret, set fra Danmark. Billedet her er optaget med Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), og det viser Fomalhaut omkredset af en ring af støv og større klumper - Det er første gang det syn er indfanget i så høj opløsning ved millimeterbølgelængder. Skiven omkring Fomalhaut består af kosmisk støv og gasarter fra kometer i omløb om stjernen (nu med det nye navn exocometer), som bliver spredt når exometerne rammer hinanden eller passerer hinanden tæt. Sådan en turbulent periode har vores eget Solsystem også været igennem. Det er det, som kaldes Late Heavy Bombardment, og det skete hos os for omkring fire milliarder år siden. Dengang blev der slynget store mængder af klippemateriale ind i det ...

15. maj 2017: Det underlige billede her ligner jo bare en samling farvede klatter, men faktisk viser det et højopløsningsbillede af en nyfødt stjerne, som er indhyllet i støv. Stjernen er bare 1300 lysår væk, i Oriontågen, og den har fået betegnelsen HH 212. I gennemsnit lever små og lette stjerner af denne type i omkring 100 milliarder år, men denne her er kun 40 000 år gammel, og det er jo ganske nyfødt i stjernernes Verden. I kernen af de enorme molekylskyer i områder, hvor der foregår stjernedannelse, raser der en kamp. Det er tyngdekraften imod det tryk, som stammer fra gas og støv. Hvis tyngdekraften vinder, tvinger den støv og gas til at kollapse til det, der bliver en varm og tæt kerne - som så med tiden tænder, og danner en protostjerne.Al den tiloversblivende gas og støvet danner en roterende skive omkring babystjernen, og i mange af stjernesystemerne samles det ...

8. maj 2017: I det fremmedartede landskab i den barske Atacamaørken står antennerne til Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) og ser ud, som om, de hører en anden Verden til. I dette ESO-billede bades de i neongrønt lys, og det lys er faktisk en indbygget facilitet i ALMA - det er ikke tegn på aliens i nærheden! Antennerne har et blinkende grønt lys, som viser, når den enkelte antenne er i funktion, og det er tilpasset så blinkene ikke forstyrrer observationerne i radiobølger. Normal ses lysglimtene ikke så klart som på billedet, men her er der tale om en 10-sekunds langtidsoptagelse, og så kommer alle blinkene med på samme billede, hvor de danner en markant kontrast til nattehimlens dybe blå farve. I forgrunden ser man de forrevne isformationer, som har fået navnet penitentes. De dannes i store højder, hvor det lave lufttryk og de lave temperaturer skaber usædvanlige vekselvirkninger imellem frost og tø. Penitentes ...

1. maj 2017: Mange af ugens billeder, ESO Pictures of the Week viser fjerne objekter langt ude i Verdensrummet - forunderlige samlinger af stjerner, gas, støv og deslige millinoner af lysår borte. Panoramaet her viser til gengæld noget meget mere håndgribeligt, men ikke mindre spektakulært og smukt; nemlig vores hjemplanet Jorden. I det øjeblik, hvor Solen smutter om bag en falsk horisont af skyer, gløder himlen i så intense toner af orange, at ørkenlandskabet næsten virker som om det er en fremmed planet. Faktisk har Chiles Atacamaørken også før været brugt af filmhold, som ville vise et Marslignende landskab! At her ser så fremmed ud, skyldes at klimaet er ekstremt tørt og at stedet er så isoleret. Mangelen på fugtighed, regn og lysforurening gør tilsammen, at man her finder nogle af de flotteste mørke nætter på Jorden. Billedet er taget af ESOs Simon Lowery i 2016 fra Cerro Armazones, hvor i fremtiden Extremely ...

24. april 2017: ESOs Very Large Telescope (VLT) danner forgrund i dette fantastiske panorama, hvor nattehimlen breder sig ud i al sin kosmiske forunderlighed. VLT er 2635 meter over havet på ESOs Paranalobservatorium i det nordlige Chile. Billedet illustrerer klart hvorfor det er vigtigt at anbringe astronomiske observatorier så langt væk fra alting, og man ser også fordelene. Alle, som tager den lange tur til stedet, bliver belønnet med et fantastisk skue. Her er det ESO Photo Ambassador Petr Horálek, som har indfanget udsigten. Til højre, bag rækken af de fire 8,2 meter Unit Telescoper, som tilsammen udgør VLT, ser man det svage røde og grønne skær, som er airglow på himlen over horisonten. Der ud over ser man zodiacallyset fra horisonten til venstre for midten, og skråt op imod venstre. Det svage spredte lys skyldes mikroskopiske partikler, som spreder sollyset ude i Solsystemets plan. I horisonten til højre for vandtårnet, og flere ...

17. april 2017: Jupiters Store røde Plet er en gigantisk storm, som har raset i århundreder med vindhastigheder på over 600 kilometer i timen. Men der er noget, som er lige så specielt: astronomerne har opdaget, at Jupiter har endnu en stor plet, men denne gang er den en kuldeplet. I planetens polaregne er der fundet en stor mørk plet i den øvre atmosfære, hvor der i pletten er omkring 200 grader koldere end i omgivelserne. Området har meget passende fået øgenavnet 'Den store Kolde Plet', og det er sammenligneligt i størrelse med den Store røde Plet - omkring 24.000 km i diameter på den lange led, og 12.000 km på den korte. Data indsamlet over 15 år viser, at den Store kolde Plet er meget mere flygtig end dens langsomme fætter. Den skifter voldsomt i både form og størrelse i løbet af dage eller uger, men den forsvinder aldrig helt, og den ...

10. april 2017: Himlen over ESOs Paranal Observatorium ligner lidt oliefilm på en vandpyt på denne udgave af ESO Picture of the Week, hvor grønne, gule og blå farver blander sig sammen til en perlemorsfarvet himmel. Det øde klippestrøede landskab i forgrunden minder om en fremmed verden, og står som en perfekt kontrast til det kosmiske skuespil ovenover. Hovedrollen indehaves af vores egen galakse, Mælkevejen, som står i en bue over den chilenske himmel, og som indrammer den målløse observatør til venstre. Lyset fra milliarder af stjerner flyder sammen og skaber Mælkevejens lysbue, hvor enorme støvskyer blokerer for lyset her og der, så vi ser det hele som en noget meleret blanding af lys og mørke. Et andet naturfænomen, airglow forårsager striberne af grønt og orange lys, som ser ud til at stråle op fra horisonten Som en lille plet i baggrunder til højre ser vi ESO’s Very Large Telescope på bjergtoppen Cerro ...

3. april 2017: Billedet viser den skive af støv, som omgiver en ung ensom stjerne HD 169142. Billedet er optaget med ALMA (Atacama Large Millimeter/submillimeter Array) i høj opløsning, hvor det er muligt at indfange den svage stråling fra det støv i skiven, som har korn i millimeterstørrelse. De markante ringe er tykke baner af støv, som er adskilte af bælter hvor stoffet ikke er så tæt. ALMAs skarpe øjne er specielt gode til at studere den kolde gas og støvet i stjernesystemer som HD 169142. Anlægget har fundet struktur i masser af unge stjernesystemer med lignende gab og afbrydelser i tæthederne. Der er også bragt en række teorier til torvs for at forklare fænomenerne - det kan være turbulens forårsaget af y magnetorotational instability (der er ikke noget dækkende udtryk på dansk), det kan være støvkornene, som klistrer sammen - men den mest sandsynlige forklaring er, at disse gab skyldes tidevandsvirkninger fra ...

27. marts 2017: ESOs Very Large Telescope (VLT) ligner mere et meget lille teleskop på det her billede. Det er svært på den afstand at se omridsene af VLTs fire 8,2 meterteleskoper på toppen af Cerro Paranal i Chiles Atacamaørken. Stedet for VLT er omhyggeligt udvalgt. Det er yderst vigtigt, at her er så tørt som muligt, for vanddamp i atmosfæren absorberer infrarødt lys, og det gør observationerne dårligere. Atmosfærens indvirkning er gjort så lille som muligt ved at anbringe observatoriet i 2600 meters højde, hvor teleskoperne kun skal kigge ud igennem en mindre mængde luft. Paranal er stort set uforstyrret, fordi stedet ligger langt væk fra alting. Lysforureningen mindskes også ved kun at montere svagt lys på vejene igennem ørkenområdet På billedet er der et spor af stjerner, som skærer op over nattehimlen som røg fra en himmelhøj skorsten. Det er vores hjemgalakse, e Mælkevejen. Op imod toppen af billedet bliver den ...

20. marts 2017: Her er lysende støv i "protohoben" NGC 6334I, optaget med Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) i Chile. Der sker stjernedannelse i denne sky, inde i den større tåge, som kaldes Kattepotetågen (NGC 6334) og med både ALMA og Submillimeter Array (SMA) på Hawaii kan astronomerne se, at der har været noget dramatisk på færde. Noget, som fuldstændig har ændret forholdene i et stjerne-barnekammer i løbet af meget kort tid. Det er velkendt, at unge stjerner dannes inde i protohobe, når gaslommer bliver så tæt sammenpressede, at de er begyndt at falde sammen på grund af deres egen tyngdekraft. I tidens løb vil der så dannes stof- og gasskiver omkring disse nydannede stjerner, og fra omgivelserne falder der til stadighed stof ind på stjernerne, så de vokser sig større. Det nye billede her fra ALMA viser en tung protostjerne, dybt inde i det støvfyldte barnekammer. Det objekt vokser meget hurtigt, formentlig ...

13. marts 2017: De store spiralgalakser med de flotte lysende arme får næsten al opmærksomheden, men de har ikke monopol på gevinsten i galaksernes skønhedskonkurrence. Her er for eksempel NGC 6822, som er en irregulær bjælkedværggalakse. Den findes i retning af stjernebilledet Sagittarius, bare 1,6 millioner lysår væk, og den flyder over med rige områder, hvor der sker stjernedannelse. Billedet her er en ny sammensætning fra ældre observationer foretaget med kameraet Wide Field Imager , som er monteret på 2,2-meter MPG/ESO teleskopet på ESOs La Silla Observatorium med nye data optaget med Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). De områder, som ALMA har observeret, er markeret på billedet, og de er her i detaljer. ALMAobservationerne har vist strukturen i disse gasskyer, hvor der sker stjernedannels i hidtil usete detaljer. Observationer i vores egen galakse, Mælkevejen har vist, at stjernerne dannes i de tætte kerneområder i disse enorme skyer af molekylær hydrogen gas. Det er ...

6. marts 2017: Det ligner noget, du har fundet ved stranden med skal på, men det er faktisk af astronomisk oprindelse. Det er et dobbeltstjernesystem - en binær stjerne, registreret af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) i Chile. De to stjerner - som tilsammen kaldes LL Pegasi - danser svingom med hinanden omkring deres fælles tyngdepunkt i rummet. Stjernerne er gamle, og er i den fase af deres tilværelse, hvor de er på vej til at udvikle sig til en planetarisk tåge, og det er i den sammenhæng, at de udspyr gasarter i den markante spiral undervejs i deres svingom. Spiralen er flere lysår i diameter, og den er markant regelmæssig. Ud fra beregninger af, hvor hurtigt den udsendte gasspiral udvider sig, har astronomerne beregnet, at der dukker en ny spiralvinding frem hvert 800 år, og det er nogenlunde lige så længe, som det tager de to stjerner at snurre een gang rundt ...