Ugens billede

17. juni 2019: Her er nogle af de antenner, som udgør Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), på arbejde med at observere centralområderne i Mælkevejen. Men ALMA er meget mere end det, vi ser på billedet her. I alt består anlægget af 66 enkeltstående antenner, og de kan anbringes, så den største individuelle afstande er 16 kilometer. I Mælkevejens bue over antennerne kan man blandt andet finde Sydkorset (Crux) lige over og til højre for den nærmeste antenne, omkring den mørke støvsky. Lidt længere til højre ses den røde gaståge, som kaldes Carinatågen. Astronomerne bruger ALMA til at se ind i de enorme molekylskyer, hvor der sker stjernedannelse, og til at observere galakser, som er under dannelse helt ude på kanten af det observerbare Univers. De grønne lys på teleskopantennerne hører til den normale drift, men her kaster de også et æterisk skær som fra en anden verden over området i chiles Atacamaørken.

10. juni 2019: Det rå og rynkede landskab her kunne godt ligne Mars, men det er meget mere hjemligt - det er et stykke rynket terræn i den nordlige del af Chiles Atacamaørken, hvor mange af ESOs førende teleskoper befinder sig. At ørkenområdet ser så aldeles ude-af-denne-Verden ud, er ikke gået upåagtet hen. Denne del af Verden bruges faktisk som Marsanalogt område!Forsker kommer til Atacama for at forske i jordsammensætning og -struktur, mulige overensstemmelser i overfladegeologien, grænserne for tidligere biologisk aktivitet (her iblandt om områder som dette her er eller måske har været bosteder for extremofilt liv), vejrforhold, udtørring og mere endnu. Som måske det vigtigste kan steder som Atacama hjælpe i forberedelserne til både nuværende og planlagte rummissioner (både bemandede og ubemandede), ved at tilbyde et miljø, hvor udstyr, manøvrer og missionsplaner kan afprøves. Lige under midten af billedet ser man en klynge menneskeskabte strukturer - ALMA (the Atacama Large Millimeter/submillimeter Array),Verdens ...

3. juni 2019: Langtidsoptagelsen her er fra ESO Photo Ambassador Petr Horálek, og i fantastiske farver og detaljer ser vi den bikube af aktiviteter, som ESOs La Silla Observatorium udgør. Desuden den svage glød i baggrunden fra veje og bosteder i Chiles Atacamaørken, og den uundgåelige grønne glød fra atmosfærens eget lysshow, airglow. Nede for at flirte lidt med horisonten ser vi himmelmyternes Syv Søstre - den åbne stjernehob Pleiaderne, eller Syvstjernen, som danser hen over de fjerne bjergtoppe. Lige over dem ser vi det strålende stjernebillede Orion i en dominerende placering med enorme skyer og buer af ioniseret gas - det, som kaldes emissionståger, her i form at røde områder, som omgiver omridset af myternes store jæger. Også det velkendte bånd, som er Mælkevejen er synligt hen over nattehimlen. La Silla Observatoriet findes i det nordlige Chile i en højde på 2 400 meter. Her finder man en af de mørkeste nattehimle ...

27. maj 2019: Selv i fritiden kan mange astronomer ikke modstå fristelsen til at skaffe sig endnu et glimt at den stjernestrøede himmel. Billedet her viser en astronom, som sidder fascineret og kigger ud fra Residencia, som er ESOs opholdssted for den stab, som arbejder på Paranal Observatoriet i Chile. Ud ad vinduet ser vi Mælkevejens stjerne- og støvrige bånd, som rejser sig over Atacamaørkenen, hvor ESOs Very Large Telescope holder til på toppen af bjerget Cerro Paranal. De ugæstfrie omgivelser har haft stor indflydelse på byggeriet af Residencia, som stod færdigt i 2002. Det er bogstaveligt en oase for astronomerne, med 108 værelser bygget ned i en lavning i ørkenen som et fristed fra de skrappe omgivelser i Atacama. Der er endog en blomstrende have og en swimmingpool! Bygningens design får den til at gemme sig i omgivelserne, også for at mindske lysforureningen af den ekstremt mørke himmel over Paranal. Residencias helt ...

20. maj 2019: Det sker kun een gang i livet, men det skete for staben på ESOs Paranal Observatorium da den verdenskendte cellist Yo-Yo Ma kom på besøg. Det var 1. maj 2019. Musikeren kom for at se Paranal, hvor Very Large Telescope (VLT) har til huse, og for at opleve den åndeløst smukke himmel på første parket. Til stor glæde for staben gav han en særlig koncert, og kravet var, at det skulle foregå under en fuldstændig mørk himmel. Her ses den stjernebestrøede opførelse, med Mælkevejens bånd og de Magellanske Skyer oven over. Der blev blandt andet spillet flere forskellige cellosuiter af Bach, og publikum fik endda også lov til at ønske. Dagen efter mødtes Yo-Yo Ma med nogle af stabsmedlemmerne, som fortalte om, hvordan det er at arbejde i Atacamaørkenens ekstreme omgivelser med det formål at afsløre Universets inderste hemmeligheder. Han fik forskellige gaver til minde om besøget, blandt andet en ...

13. maj 2019: Stjernebilledet Orion (Jægeren) er et af de lettest genkendelige stjernebilleder på himlen. Vi har bemærket os de klare stjerner i Orion i det mindste i titusinder af år, og sandsynligvis længere. Kinesiske astronomer kaldte stjernebilledet 参宿 eller Shēn,og det betyder bogstaveligt “tre stjerner”, opkaldt efter de tre klare stjerner, som danner Orions Bælte. De gamle ægyptere så det som guderne Sah og Sopdet, som er manifestationer af Osiris og Isis, hvorimod grækerne så en tapper jæger - han, som har givet navnet Orion til stjernebilledet - med sværd eller kølle løftet højt over hovedet, klar til slag. Selv uden mytologien er Orion et fascinerende himmelområde. Billedet her, optaget med ESOs Very Large Telescope, viser en reflektionståge lige i hjertet af stjernebilledet - NGC 2013. Tågen befinder sig tæt ved de kendte Hestehovedtågen and Flammetågen, NGC 2023, og de er alle omkring 1500 lysår fra Jorden, og de udgøre en af ...

6. maj 2019: Dette imponerende panorama i UHD viser noget, som umiddelbart ser underligt ud på ESOs Paranal Observatorium, hvor ESOs Very Large Telescope (VLT) har hjemme. Mælkevejen strækker sig over himlen over observatoriet hver eneste nat, og den kan ses i smukke detaljer. Men her ser vores hjemgalakse ud til at dykke ned fra himlen og danne to adskilte søjler, og så samtidig strække sig over himlen i toppen af billedet. Hvorfor ser det hele så forvrænget ud? Det skyldes den måde, som fotografen; ESO Photo Ambassador Petr Horálek, har optaget og bearbejdet billedet. Horálek fotograferede hele himmelhvælvingen fra zenith til horisonten og alle 360° rundt. De to "Mælkeveje" er i virkeligheden eet sammenhængende bånd, nemlig selve vores galakses plan, som kurver sig over himlen fra horisont til horisont. Den øverste del ser ud til at sprede sig bredt hen over toppen af billedpanoramaet på grund af den forvrængning, som er nødvendig ...

29. april 2019: Det her er en af de 74 nære galakser, hvor områder med stjernedannelse er blevet observeret i den seneste tid med Atacama Large Millimeter/submillimeter Array - ALMA. Målet er et overbliksarbejde med titlen Physics at High Angular resolution in Nearby GalaxieS (forkortet til PHANGS). Indtil videre er der observeret omkring 100 000 af disse områder med en samlet observationstid på over 750 timer. ALMA har en fremragende opløsningsevne, og det er nok til at kunne studere disse områder i detaljer. Vi ser, at nogle områder sprøjter nye stjerner i stort antal frem, mens andre udvikler sig mere gradvist. Det var forventet, at der er en stor variation i måderne, som stjerner dannes på, og det var motivationen bag dette enorme projekt. Længe har der været fremsat teorier til forklaring af, hvordan og hvorfor disse forskelle findes, og nogle af teorierne bygger på observationer i vores egen hjemmegalakse; Mælkevejen - det ...

22. april 2019: Ugens ESO Picture of the Week er taget af ESO Photo Ambassador Petr Horálek, og vi ser et klart månesegl, som hænger over Chiles Andesbjerge, omgivet af en blodrød himmel, som brder sig over hele billedet. Vi ser også set par af entennerne, som hører til ALMA - Atacama Large Millimeter/submillimeter Array, som er det topmoderne observatorium hvorfra astronomerne studerer de koldeste objekter i Universet. De to antenner peger opad, og glæder sig til at starte aftenens himmelobservationer - ikke fordi det behøver at være nat for at observere i millimeterbølgelængdeområdet, men fordi skyerne gerne skulle forsvinde. I en højde af 5000 meter i den tørre Atacamaørken, er denne slags skyer ret så usædvanlige. Atmosfæren i denne del af det nordlige Chile er utroligt tør, og det giver for det meste klar himmel døgnet rundt, så der er omkring 300 klare nætter om året. ALMA består af 66 uafhængige antenner, ...

15. april 2019: Det flotte panorama her er optaget under svære betingelser. ESOs Very Large Telescope (VLT) et af Verdens mest avancerede observatorier. Her bliver der indhøstet astronomiske data af helt uovertruffen kvalitet fra bjergtoppen Cerro Paranal, som ligger isoleret i Chiles Atacamaørken. At være i denne fjerne del af Verden giver mange fordele. Her er nogle af de tørreste og klareste forhold på Jorden - der er vejrstationer i Atacamaørkenen, som aldrig har målt regn, og der er overhovedet ingen lysforurening. Stjernekiggere på Paranal kan se en himmel, som er fuld af stjerner endda før solnedgang, mens den dalende Sol oplyser frost på jordoverfladen og sender et uforligneligt lys ud over hele observatorieområdet. Der er også bagsider ved at være så isoleret. For at komme hertil skal man forberede sig. Der er ingen offentlig transport til Paranal, så gæster må køre i bil fra lufthavnen i Antofagasta nordpå, eller 110 kilometer fra ...

8. april 2019: De fire store Unit Telescopes, som udgør ESOs Very Large Telescope står her i ro og fred under en purpur og gylden himmel og suger de sidste solstråler til sig på Cerro Paranal i Atacamaørkenen i det nordlige Chile. En smal nymåne kan ses lige over midten af billedet - og det er en nymåne. Man skal blot huske på, at vi jo er syd for Ækvator, så Månen ser ud til at vende på hovedet i forhold til, hvad vi er vant til i Danmark. Sådan er det med alle de himmelfænomener, som vi ser fra Jordens sydlige halvkugle. Månen tager en tur hen over nordhimlen, og ikke som her sydhimlen - selvom den dog stadig står op i østlig retning og går ned i vestlig! Og så er det alligevel ikke helt på hovedet! Månen, som vi ser den på billedet kaldes “Den våde Måne” eller “Filurikattens Grin”, ...

1. april 2019: I det tidlige aftentusmørke oplyser gadelamperne fint de mange kurver og vinkler på ESO Supernova Planetarium & Visitor Centre.Trætoppene står i silhouet mod den dæmpede røde glød, som strækker sig langs horisonten, mens det kunstige lys danner klare pletter og understreger skyggefulde hjørner, så der skabes en smuk atmosfære omkring ESOs hovedkvarter i Garching ved München. Den skrå linie af klare prikker tværs over himlen i venstre side af billedet er planeten Merkur, som er opkaldt efter den romerske gud, som er gudernes budbringer. Planetens vej over himlen er indfanget med multieksponeringer: omkring 60 billeder taget i løbet af en times tid. Merkur er normalt meget svær at observere, mest fordi den altid står tæt ved Solen på vores himmel, så sollyset overstråler planetens lys. Det er især svært at se den fra en by på grund af lysforureningen. I dette tilfælde var der så flere omstændigheder, som spillede sammen, ...

25. marts 2019: Her er et tydeligt eksempel på, hvorfor astronomiske observatorier almindeligvis bygges på fjerne og ofte uvenlige steder. På ESOs La Silla Observatorium i Chile er himlen så klar og uforstyrret af menneskeskabte lyskilder, at det ser ud som om, der er et mangefarvet himmelsk fyrværkeri i gang! Billedet er taget af ESO Photo Ambassador Petr Horálek, og det er digitalt tilpasset til at vise så meget som muligt af himlen på een gang. Derfor ser vejene til ESOs 3,8m New Technology Telescope (til venstre) og 3,6-metre teleskop (til højre) forvrængede ud, og Mælkevejens klare flod af lys ser ud til at danne en bue hen over himlen fra horisont til horisont. Selvom det så ikke lige er fyrværkeri, så er motivet fyldt med imponerende fænomener. De lyserøde og pink "eksplosioner" er i virkeligheden store samlinger af lysende gasarter - det, som kaldes nebulae, eller nebuloser på dansk. Til højre for ...

18. marts 2019: Stjernen i ESOs Ugens billede denne gang er ikke til at tage fejl af. Den overstråler alle andre i det her flerstjernesystem, den hedder Tau Canis Majoris, og den er den klareste i Tau Canis Majorishoben (NGC 2362) i stjernebilledet Store Hund, eller Canis Major . Ud over stjernen Tau består hoben af en masse unge og ikke så fremfusende stjerner, som er blot fire eller fem millioner år gamle; de er lige i starten af deres stjerneliv. Stjernehoben Tau Canis Majoris er en åben hob — en gruppe stjerner, som alle stammer fra den samme sky af molekyler og støv. Det betyder, at de alle i hoben har samme kemiske sammensætning, og at de er løst bundet til hinanden af de indbyrdes tyngdekræfter. I og med at de er dannet på samme tid, udgør de et ideelt laboratorium for studiet af stjerneudvikling fra stjernernes dannelse i en kold tæt ...

11. marts 2019: Natten til den 20. janauar 2019 oplevede Comquibo, Chile et jordskælv af størrelsesorden 6.7 . Selvom Comquibo ligger 90 km fra ESOs La Silla Observatorium, gik det heller ikke stille af her. På det enestående billede her ser vi jordskælvet, som det blev registreret med Rapid Action Telescope for Transient Objects (TAROT), et teleskop, som er indrettet til at søge efter gamma-ray bursts. På den pågældende nat var TAROT sat til at fotografere geostationære satellitter, som set fra et teleskop på jordoverfladen ser ud som stationære punkter på himlen. Stjernerne ses så til gengæld som spor, forårsaget af, at Jorden drejer om sin akse under optagelsen. På billedet er indsat tre optagelser á 10 sekunders varighed, taget hurtigt efter hinanden netop mens jordskælvet var i gang. Det første billede (til venstre) blev startet 41 sekunder efter jordskælvets begyndelse, og det sidste til højre slutter cirka 100 sekunder efter starten af ...

4. marts 2019: Hvis du havde et helt flunkende nyt teleskop, hvad ville du så først se på? De forskere, som arbejder med SPECULOOS Southern Observatory - som består af fire små teleskoper hvert med en spejldiameter på en meter - valgte at se på Lagunetågen. Resultatet er det her flotte billede; en af SPECULOOS' første observationer. Tågen består af støv og gas, i den dannes nye stjerner, og den hører til i vores Mælkevej, omkring 5000 lysår fra os Billedet er endnu mere imponerende fordi SPECULOOS slet ikke er bygget til at studere tåger. Navnet siger det hele: SPECULOOS, the Search for habitable Planets EClipsing ULtra-cOOl Stars. Med andre ord er hovedformålet med dette teleskopanlæg at finde jordlignende exoplaneter i kredsløb om svage og nære stjerner. De exoplanetkandidater, som bliver fundet, bliver så meddelt videre til større teleskoper, som for eksempel ESOs kommende Extremely Large Telescope (ELT), som vil studere dem i ...

25. februar 2019: Denne uges Picture of the Week er noget helt særligt: Et first-light billede fra den seneste beboer på ESOs Paranalobservatorium, nemlig SPECULOOS Southern Observatory. Det er en maskine, som jagter exoplaneter omkring nære, men svage stjerner. Når exoplaneterne så er fundet, sendes arbejdet med den videre udforskning over til andre teleskoper, som for eksempel ESOs kommende Extremely Large Telescope (ELT). SPECULOOS består af fire en-meterteleskoper, som har fået navn efter Jupitiers fire Galileiske måner, og anlægget har åbnet en ny niche indenfor exoplanetforskningen. Billedet her viser dog helt klart ikke en svag stjerne, men istedet en galakse, som hedder NGC 6902. Før et teleskop begynder sine primære forskningsopgaver skal det bestå den 'prøve', som kaldes first light: den første gang, hvor det bruges til en videnskabelig observation. Typisk vælger astronomerne velkendte objekter til denne første test at mulighederne i et nyt teleskop, hvor man både viser mulighederne, og holder en ...

18. februar 2019: I december 2018 passerede kometen 46P/Wirtanen mindre end 11.6 millioner kilometer forbi Jorden — det er omkring 30 gange afstanden fra Jorden til Månen. Den tætte passage gav astronomerne mulighed for at observere kometen i stor detalje, og med ALMA (the Atacama Large Millimeter/submillimeter Array) blev mulighederne udnyttet fuldt ud. ALMA observerer især de mere kolde dele af Universet, såsom gasser og støv, og ofte leder anlægget efter særlige molekyler. Billedet her er ingen undtagelse; her er det gassen hydrogencyanid i kometens coma, som er registreret. Hvorfor i alverden leder forskerne så efter sådan en fæl gift? Jo, fordi det ser ud til, at hydrogencyanid (på danske blåsyre) er lige så hyppig ude i Universet, som man skulle tro, hvis man læser masser af krimier! Det er et simpelt organisk molekyle, som relativt let kan dannes, og man finder det i kometer, stjerneatmosfærer og i de skyer af gas og ...

11. februar 2019: Ugens Picture of the Week handler i denne uge om et andet af de 20 billeder, som er hentet fra ALMAs første store observationsprogram Disk Substructures at High Angular Resolution Project (DSHARP).DSHARP har observeret et antal nære protoplanetariske skiver for at lære mere om de tidligste stadier i planetdannelse. En kollosal mængde data fra dette projekt er netop blevet frigivet. Himmelobjektet her, som kaldes AS 205 er bemærkelsesværdigt fordi det er et flerstjernesystem, blot eet af de to, som er observeret i forbindelse med DSHARP (det andet hedder HT Lup). To skiver kan tydeligt skelnes her, men den skive, som er nederst til højre deles faktisk af to stjerner i et biært system, så vi ser her et tredobbelt stjernesystem af ganske unge stjerner. Næsten alle observationer i høj opløsning har indtil nu fokuseret på enkeltstjerner, men flerstjernesystemer er langt fra ualmindelige i Universet. Det menes, at over halvdelen af ...

4. februar 2019: Ugens Picture of the Week fokuserer denne gang på tyve protoplanetariske skiver, som er undersøgt i forbindelse med ALMAs første store observationsprogram, som har fået navnet Disk Substructures at High Angular Resolution Project (DSHARP). Skiven på billedet hedder AS 209, og detaljerne i den er særligt klare takket være dens tynde ringe med høj kontrast, som vender, så vi ser skiven næsten fra fladen. Koncentriske ringe er almindelige i denne slags skiver, men denne her er særligt smuk og skarp, og deres bredder, adskillelse og antal kan variere betragteligt. Det er stadig ikke forstået, hvordan disse detaljer opstår, og hvordan der kan dannes planeter ud fra dem. En af motivationerne for at bygge ALMA var netop at studere og komme til at forstå den slags overensstemmelser og forskelle, og der er hovedbaggrunden for DSHARP. I detaljerne er måske skjult information om, hvordan senere planetsystemer med tiden kommer til at se ...