Ugens billede 2020

23. marts 2020: Hele Universet er konstant i bevægelse, fra enkelte atomer til massive galaksehobe. Det er smukt illustreret i et billede som dette, der er taget fra Chajnator-plateauet i 5000 meters højde oppe i den chilenske Atacamaørken. I disse ekstremt tørre og fjerne omgivelser ligger ALMA (Atacama Large Millimeter/submillimeter Array), som er den største samling af teleskoper i verden. Det slørede objekt på billedet er en specialiseret transporter i færd med at flytte en af ALMA’s 66-højpræcision-antenner til en bestemt position på plateauet. Ved at arrangere antennerne i spredte konfigurationer kan astronomer opnå billeder med højere rumlig opløsning (hvilket betyder, at de er mere detaljerede), mens mere kompakte konfigurationer giver større følsomhed over for kilder, der spreder sig over mere af himlen. Der sker også bevægelse oven over dette. Glatte skystrækninger fejer over den uberørte chilenske himmel, mens Jordens ledsager, Månen, følger med fra oven. På grund af dens rolige, lanterne-lignende udseende ...

16. marts 2020: Ugens billede viser nattehimlen over byggepladsen, hvor Extremely Large Telescope (ELT) er ved at blive rejst. En smuk samling af stjerner og Mælkevejens disede bånd ses tydeligt over byggepladsen. For at se Mælkevejen så klart må man være i et område med lav lysforurening, som ved det chilenske bjerg Cerro Armazones, når der er lidt eller intet måneskin. ELT vil blive "verdens største øje rettet mod himlen", når det står færdigbygget sidst i 2025. Med et 39 meter hovedspejl vil ELT lede efter nye exoplaneter, specifikt jordlignende planeter i kredsløb om andre stjerner, på himlen i de optiske og nær-infrarøde bølgelængdeområder. ELT vil også kunne udføre en slags stjernearkæologi og derved besvare grundlæggende spørgsmål om, hvordan planeter, oprindelige stjerner, oprindelige galakser og sorte huller dannes og udvikler sig. Muligvis er det mest spændende mål med ELT muligheden for at foretage en direkte måling af den acceleration, som Universet udvider sig ...

9. marts 2020: Det smukke billede viser Mælkevejens tætte hjerte, der er strakt ud over et af hjælpeteleskoperne fra ESO’s Very Large Telescope (VLT). Sådan en mørk og stjernespækket himmel er typisk på VLT’s placering i den chilenske Atacamaørken, som tilbyder astronomer, besøgende og medarbejdere spektakulære udsigter som denne nat efter nat. VLT består af fire store enhedsteleskoper og fire mindre og transportable hjælpeteleskoper (hvoraf den ene er vist her på billedet). Disse otte teleskoper observerer kosmos både individuelt og som et hold fra forskellige orienteringer og positioner, og dermed kan astronomer studere alle slags kosmiske objekter og fænomener i større detaljer end nogensinde før. Denne samling af teleskoper har stimuleret en ny tidsalder for opdagelser med adskillige bemærkelsesværdige videnskabelige ’førster’ – inklusive det første billede af en planet i kredsløb om en anden stjerne (kendt som en ekstrasolar planet eller exoplanet) og sporing af individuelle stjerner, der bevæger sig omkring det supertunge ...

2. marts 2020: Mælkevejens bløde lys bruser ned over VLT Survey Teleskop (VST) på ESO’s Paranalobservatorium som et vandfald. 2.635 meter over havets overflade har VST en udsigt uden lige til den storslåede skyfri himmel over Chiles Atacamaørken. Det er det største teleskop i verden dedikeret til store observationskampagner i det synlige område af lysets spektrum, og VST bidrager til et bredt udvalg af videnskabelige studier: fra opdagelsen af fjerne objekter i vores Solsystem og jagten på exoplaneter til studiet af vores galakses struktur og udvikling. Over VST synes især nogle få stjerner særligt fremtrædende lige uden for det centrale bånd udgjort af galaksen: den lysstærke, rødlige stjerne er Betelgeuse, en rød superkæmpe, der er 640 lysår væk og forventes at være på kanten til en supernovaeksplosion. Betelgeuse og Bellatrix, den svagere, hvide stjerne til venstre for superkæmpen, er skuldrene af Orion ”Jægeren”, som er et af de mest berømte og letgenkendelige stjernebilleder ...

24. februar 2020: Et nyt studie, der er ledet af Pierre Vernazza (Laboratoire d’Astrophysique de Marseille, Frankrig), udført ved hjælp af ESO-faciliteter, har for første gang observeret asteroiden Pallas med ekstrem høj vinkelopløsning. Asteroiden kunne med succes observeres i så stor detalje takket være Very Large Telescope (VLT) og specifikt SPHERE-instrumentet, som anvender Adaptiv Optik (AO). Pallas blev oprindeligt opdaget den 28. marts 1802 af den tyske astronom Heinrich Wilhelm Matthäus Olbers. Opkaldt efter den græske gudinde Pallas Athene blev asteroiden – sammen med mange andre asteroider opdaget i det 19. århundrede – oprindeligt klassificeret som en planet. Som tiden gik, og teknologien blev bedre, blev Pallas omklassificeret som en asteroide. I dag er den berømt for at være den tredjestørste asteroide i Solsystemet med en gennemsnitsdiameter på 512 km. Selvom Pallas er den største kendte asteroide i Solsystemet efter Ceres og Vesta, er den den eneste af disse store asteroider, som ikke ...

17. februar 2020: Dybt inde i Atacamaørkenen i Chile, langt fra lysforureningen fra menneskelige aktiviteter, ligger ESO’s Paranal-observatorium: et verdensførende forskningssite, som nyder godt af nogle af de mørkeste nattehimler på Jorden. Det er denne ekstreme mørke, der paradoksalt får himlen til at lyse farvestrålende op på dette billede. Det slående strålende lys, der ses på himlen på billedet, er et fænomen, som kaldes airglow (himmellys). Det giver et magisk udtryk til den allerede betagende nattehimmel. Som navnet antyder, er airglow et svagt lys i luften og stammer fra atomer og molekyler, som reagerer i atmosfæren og derved udsender stråling. Det er kun synligt i områder, hvor himlen er mørk nok til, at kunstigt lys ikke overvælder det. ESOcast 78 handlede om fænomenet. Dette perspektiv blev fanget af VISTA (the Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy). Stien af svage gule lys langs jorden fører mod Cerro Paranal, bjerget i centrum af billedet, ...

10. februar 2020: Alle stjerner er omgivet af noget, der kaldes korona – en diffus aura af plasma, som omgiver dem på himlen. Omkring Solen kan vi bedst se denne korona under en solformørkelse, hvor Månen passerer foran og dækker Solen, for her vil koronaen kunne ses som en lys ring omkring den formørkede sol. Hvordan det så ud under en solformørkelse i 1999, kan du se her (indsæt link). Der findes også en anden slags korona, nemlig det optiske fænomen, som skyldes diffraktion af lys fra et klart objekt – som eksempelvis Solen, andre stjerner, Månen og nære planeter – forårsaget af vanddråber eller iskrystaller i Jordens atmosfære. Det ses på dette usædvanlige billede, hvor en sjælden korona om Jupiter kan ses fra Atacamaørkenen i Chile. De smukke røde og grønne farver i himlen skyldes atmosfærisk himmellys – et andet lysrelateret optisk fænomen. Fænomenet himmellys bliver forklaret i detaljer i denne ESOcast. ...

3. februar 2020: Det flotte foto her viser ESOs La Silla observatorium i forgrunden, med planeterne Venus og Jupiter lavt på himlen, og Mælkevejen som baggrundstæppe. Det tog fotografen Zdenek Bardon tre nætter at få det imponerende billede i kassen. Astrofotografer er underlagt himlens luner, og billedet her var ingen undtagelse. Tre nætter måtte han vente, før der kom en krystalklar nat uden skyer, og med lav fugtighed, så Venus, Jupiter og Mælkevejen kunne afbildes i deres fulde skønhed. La Silla er et helt særligt sted til at dyrke astronomien, fordi der er en forholdsvis ringe lysforurening. Det gør, at stjernerne står krystalklart, selvom der er lys at se i horisonten fra menneskebeboelser. På stedet er der også meget lav luftfugtighed takket være højden på 2400 meter over havet. Høj fugtighed er et problem for både professionelle astronomer og astrofotografer. Spejle og linser kan blive dækket af et lag dug, og noget af ...

27. januar 2020: ESOs Photo Ambassador Babak Tafreshi har taget billedet her, hvor en trekant af ildrødt strækker sig langs horisonten ved Paranalobservatoriet i det nordlige Chile, så de fire Unit Telescopes, som er en del af Very Large Telescope (VLT), bades i et blødt ferskenagtigt lys. Mælkevejen ser ud til at suse direkte op fra et af Unit Teleskoperne, omgivet til begge sider af et væld af klare stjerner - blandt andre Sirius som næsten blænder øverst i billedet. Sirius er nattehimlens klareste stjerne, og den hører til i stjernebilledet Canis Major (Store Hund). Stjernen er i virkeligheden binær, og består af en hovedseriestjerne Sirius A, som er en stabil "voksen" stjerne, som lyser på grund af kerneprocesser, og den hvide dværg Sirius B, som er resterne af en tæt stjerne, som for længe siden er brændt ud. Går man ned langs Mælkevejens rand, finder man måske en lille gruppe af klare ...

20. januar 2020: I Mælkevejen er der mange områder med stjernedannelse - områder, hvor nye stjerner dukker op inde i sammenfaldende klumper af gas og støv. En af disse områder, med katalognavnet Gum 26 ser vi her, set med instrumentet FORS på ESOs Very Large Telescope i Chile. Gum 26 befinder sig omkring 20 000 lysår borte, i de sydlige stjernebillede Vela (Sejlet). Den er det, som kaldes en HII region, eller en emissionståge, hvor den kraftige ultraviolette stråling, som strømmer ud fra nydannede stjerner ioniserer den omgivende hydrogengas, og får den til at udsende et svagt lyserødt lys. Når man fanger dette lyserøde lys, kan astronomerne finde ud af mere om, hvordan stjerner dannes, og studere hvordan de påvirker de kosmiske omgivelser. Billedet her er optaget som en del af ESO Cosmic Gems programme, som er et formidlingsprojekt med det formål at skabe billeder af interessante, spændende eller bare flotte himmelobjekter med ...

13. januar 2020: En gang blev den brugt som kulisse for en James Bond-skurk, men almindeligvis bruges ESOs Residencia til mere fredelige formål! Siden den blev færdigbygget i 2002 har den været hjem for de astronomer, ingeniører og teknikere, som arbejder ved ESOs Paranal Observatorium i Chile. Den velkonstruerede bygning befinder sig 2400 meter over havoverfladen i den marslignende Atacamaørken, blot få kilometer fra Cerro Paranal, som er det bjerg, hvor ESOs Very Large Telescope (VLT) og Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) befinder sig. Om dagen bliver hotellet badet i solens lys, som kommer ind i bygningen via en 35 m stor rund kuppel i taget. Som her ved nat, bliver kuplens glas oplyst under Mælkevejens flrefarvede bue i blåt, rødt og pink. De to nabogalakser, the Den store og Den lille Magellanske Sky ses som hvide pletter under Mælkevejens bue, og mange farverige klare stjerner pynter op over hele ...

6. januar 2020: I sammenligning med de mere indviklede kolleger, spiralgalakserne ligner de elliptiske galakser mere slørede skyer. Den type galakser har bløde udefinerede grænser og klare kerneområder omgivet at et tåget diffust skær. Det første indtryk kan dog godt snyde. Mindst 10% af de elliptiske galakser strækker sig meget længere ud i verdensrummet end man kunne forvente, og de har en lang række fine detaljer, som man skal se godt efter for at opdage - det er for eksempel løkker og skaller. Omkring 100 millioner lysår borte, i stjernebilledet Fiskene (Pisces) finder vi galaksen øverst til venstre i billedet her. Den hedder NGC 474. Det er et klart eksempel på en elliptisk galakse med skaller; enorme slørede haler snor sig omkring hovedområdet for galaksen, og den indre struktur udgøres af en serie koncentriske ringe. Faktisk kan vi slet ikke have hele galaksen indenfor billedfeltet her. De tynde ydre arme snor sig ...