Den dynamiske indre korona

Billedet er sammensat af en række optagelser med varierende eksponering, så man ser de fineste detaljer i Solens korona, som de kunne ses under den totale solformørkelse den 2. juli 2019 fra ESOs La Silla-observatorium. Solens korona er et plasma, som består af frie elektroner, og som spreder Solens lys. Elektronerne påvirkes af Solens magnetfelt, så elektronernes fordeling viser, hvordan feltet fordeler sig. Under denne formørkelse havde koronaen den dipol-facon, som er typisk for tiden, hvor Solen er tæt på sin minimumsaktivitet. De tynde spidser, som stikker ud opad og nedad på billedet, markerer de to poler, mens Solens ækvator ses som lange stråler og magnetiske buer og løkker. Koronaen strækker sig i virkeligheden meget længere ud, end hvad billedet her kan vise. Den videre udstrækning kan ses på dissebilleder fra den samme formørkelse. Her har vi kombineret billedet her med billeder fra rumsonden SOHO, som er opsendt af NASA og ESA.

Månen står foran Solen under den totale solformørkelse, men alligevel er den ikke helt sort. Ser man godt efter, kan man tydeligt genkende de vante mønstre på måneskiven - de står blot på hovedet i forhold til, hvad de fleste af os forventer, fordi billedet er taget fra Jordens sydlige halvkugle. Vi kan se de svage detaljer på måneskiven på grund af jordskinnet - Selvom man ved den totale formørkelse befinder sig i Månens skygge, er skyggen ved denne formørkelse kun omkring 150 km i diameter. Resten af Jordens dagside ligger jo stadig i fuldt sollys, og det sollys reflekteres så op på Månens natside, og oplyser den en smule. Stod man på den side af Månen, som (altid) vender imod Jorden, og som da billedet blev taget var Månens natside, ville man på himlen se en strålende oplyst 'fuldjord', hvor man måske kunne ane, at der var en mørk plet lige der, hvor den totale formørkelse var nået til.