Antennegalakserne sammensat af data fra ALMA og Hubble rumteleskopet

Antennegalakserne (kendt som NGC 4038 og 4039) er et par deformerede
kolliderende spiralgalakser omkring 70 millioner lysår borte i stjernebilledet
Corvus (kragen). Dette billede kombinerer ALMA observationer lavet ved to
forskellige bølgelængder under observatoriets tidlige testfase, med
observationer i det visuelle bælgelængdeområde fra NASA/ESA Hubble rumteleskopet.  
Hubblebilledet er det skarpeste der nogensinde er taget af dette objekt, og det
fungerer som den ultimative reference når det kommer til høj opløsning. ALMA
arbejder ved helt andre bølgelængder, hvor det er meget sværere at opnå en
opløsning, som er sammenlignelig med Hubblebilledet. På trods af dette, vil ALMA,
når det er færdigbygget, kunne producere billeder der er op til ti gange
skarpere end Hubbles. De fleste af ALMA-observationerne der blev brugt til at
producere dette billede, benyttede kun tolv sammenkoblede antenner. Til
sammenligning blev der brugt 28 antenner, der også var fordelt over et større
areal til de første videnskabelige optagelser. Disse faktorer gør at dette
billede kun er en smagsprøve på hvad vi kan vente os af ALMA i fremtiden.
Efterhånden som ALMA færdiggøres, vil opløsningen, kvaliteten og hastigheden
hvormed optagelserne kan udføres, stige betragteligt i takt med at flere
antenner bliver tilgængelige og der bliver mulighed for at fordele dem over et
større areal. Dette billede er dog stadig det bedste billede af
Antennegalakserne i submillimeter bølgelængdeområdet, og det åbner et nyt vindue
til submillimeter-universet.

Mens den visuelle del af dette billede, primært de blå nuancer, viser de helt
unge stjerner i galakserne, så viser ALMAs submillimetersyn, der ikke kan ses i
normalt visuelt lys: skyerne af kold gas, hvoraf de nye stjerner er dannet. ALMA
observationerne, her vist i rødt, pink og gult, blev lavet i millimeter og
submillimeter bølgelængdeområdet (ALMA båndene 3 og 7), som er indstillet til at       
detektere kulilte (CO) molekyler i de ellers usynlige brintskyer, hvor nye
stjerner dannes.

Der findes store gaskoncentrationer i hjertet af hver af de to galakser, men
også i de kaotiske kollisionsområder. Her er den samlede mængde af gas
milliarder gange større end mængden af gas i solen - et stort reservoir af
byggemateriale til fremtidige stjerner.    

Observationer som disse, bliver essentielle for vores forståelse af hvordan
galaksekollisioner kan sætte gang i dannelse af nye stjerner.

Dette er blot et eksempel på, hvordan ALMA afdækker dele af universet, som ikke
kan observeres med visuelle- og infrarøde teleskoper.