At bygge VISTA, verdens største kortlægningsteleskop
ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.
Siden december 2009 har Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) kortlagt den sydlige himmel fra ESOs Paranal-observatorium i Chile. Vores før-og-nu-billede i denne måned viser VISTA-teleskopet under opførelsen og nu.
Det historiske billede, der er taget hen mod slutningen af 2004, viser teleskopets bygning under opførelse. Skelettet af teleskop-bygningen ses på det runde fundament, omgivet af et midlertidigt bur af stilladser. VISTAs hjemsted er på en bjergtop, der ligger omkring 1500 meter nordøst for Cerro Paranal, som er hjemsted for ESOs Very Large Telescope. Denne bjergtop blev sænket med fem meter til en højde på 2518 meter og skabte derved en 4000 kvadratmeter stor platform til det nødvendige byggearbejde.
Det nutidige billede viser det færdige VISTA-teleskop. Teleskopets bygning er 20 meter i diameter og beskytter teleskopet mod det omgivende miljø. To skydedøre danner den spalte som teleskopet observerer igennem, og en vindskærm kan anvendes til at lukke en del af spalten, når det er nødvendigt. Yderligere døre i bygningen giver ventilation til regulering af luftstrømmen i løbet af natten. En ekstra bygning, der støder op til teleskop-bygningen, er synlig i forgrunden og indeholder vedligeholdelsesudstyr samt en coating-facilitet, der bruges til at lægge den tynde reflekterende belægning af sølv på teleskopets spejle.
VISTA arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder med et tre ton kamera på 67 megapixels. VISTAs store spejl, store synsfelt og meget følsomme infrarøde sensorer gør det til verdens største kortlægningsteleskop.
VISTA blev udtænkt og udviklet af et konsortium af 18 universiteter i Storbritannien, ledet af Queen Mary, University of London og blev et bidrag til ESO, som en del af den britiske tiltrædelsesaftale. Science and Technology Facilities Council‘s UK Astronomy Technology Centre (STFC, UK ATC) stod for projektledelsen af teleskopets design og konstruktion.
Links
- Det historiske billede
- Det nutidige billede
- Sammenligning af det historiske og nutidige billede
- Mere om VISTA
Kilde
ESO
Om billedsammenligningen
Id: | potw1243a |
Udgivelsesdato: | 22. oktober 2012 10:00 |